Hej allesammen :)
I har nok hørt en del i nyhederne omkring oversvømmelserne i Bangkok, så vil lige lave en update så der ikke er grund til bekymring :)
Der har været en del oversvømmelser nordpå, og nogle dæmninger er lækket så vandet har søgt mere ned i indre Bangkok. Jeg bor i området Huai Kwang, og vandet er endnu ikke nået hertil. Der har regnet en del på det sidste, og der har også stået ca 30-40 cm vand nogle dage. Det har betydet at vi nogle dage har holdt os inde døre, men vi er ikke evakueret til et andet område.
Præmierministeren har idag udtalt at de ikke kan forhindre fortsat oversvømmelse i Bangkok, og at visse områder er udsatte (heriblandt ikke vores), men på det hospital vi er i praktik på: Ramathibodi, er vandet ret tæt på, kun 2 km, så vores kontaktperson på hospitalet har idag ringet og sagt at Faculty of medicine har besluttet at vi ikke skal i praktik hele næste uge pga. vejret.
Vi holder os opdateret på bangkokpost.com, den danske ambassades hjemmeside og BBC. To af pigerne herfra (fra Roskilde skolen) har idag fået meddelelse fra deres skole at de skal komme hjem hurtigst muligt fordi de ikke kan stå til ansvar for dem hvis der sker dem noget, så det er bedst at komme hjem.
Jeg har haft ringet til min far, for at forhøre hvad han synes jeg skal gøre osv, og han mener heller ikke at oversvømmelsen vil berøre mig der hvor jeg bor, og worst case kan jeg komme hjem til ham og være hvis jeg føler mig utryg :) Godt nok har 380 mennesker mistet livet, men igen, det er i Nordthailand, og det er minimum 100-200 km fra hvor jeg bor.
Jeg holder mig opdateret, og så længe regeringen ikke siger at her er livsfarligt at være, og at de anbefaler at rejse hjem, så bliver jeg og venter på at det stopper så jeg kan rejse sydpå når Michael og mine svigerforældre kommer på besøg til november :)
Jeg har været ude at handle idag, så har det mest nødvendige til en uges tid hvis det skulle komme dertil at jeg ikke kan komme ud. Så er det jo godt jeg har computer, bøger, mit studie, fitness og andet godt jeg kan tage mig til her :)
Udover vejret så går det godt her. Har idag afsluttet min praktik på gynækologisk afdeling, og skulle være startet på fødegangen næste uge, men det er så blevet aflyst. Så har jeg endnu én uge til gode, og må se tiden og vejret an.
Min far var ude og interviewe os 3 piger der er på gynækologisk afdeling i Thailand for at lave en artikel om udvekslingsstuderende :) Vi fik snakket om fordelene ved deres måde at udøve sygepleje, de største forskelle mellem Thailand og Danmark og hvad vores grundlag for udvesling har været. Så det bliver spændende at læse :)
Håber i har det godt derhjemme! Knus
torsdag den 20. oktober 2011
lørdag den 8. oktober 2011
Kultur weekend
Så har jeg været på kultur sight seeing igår og idag, og opdaterer lige for nyhederne :)
Igår tog min farfar og jeg en tur ud i Bangkok for at se de to største templer - Wat Phra Kaew (også kendt som the Temple of the Emerald Bhudda) hvor Grand palace også er, og Wat Pho. (Wat betyder tempel på thai).
Wat Phra Kaew blev indviet i 1782, og er nu et af Bangkoks største turist attraktioner. Der er mere end 100 bygninger, og de er alle dekoreret ned til mindste detalje. Nogle er forgyldt, mens andre er dekoreret med diverse figurer.
Jeg havde fået at vide at man skulle være tildækket, med arme og ben og lukkede sko, og det havde jeg også gjort. Men man måtte åbenbart ikke have leggins på, og jeg måtte ind og låne en thailandsk nederdel til at tage udenover (Jeg havde det pænt varmt!), men det var nu meget spændende at komme ind og se templet og de mange bygninger. Så kan jeg da sige at jeg har været der :)
Vi tog til Wat Pho som er Bangkoks største tempel. Det er her elite massøerne bliver uddannet, og der er den største ansamling af Buddha figurer, inklusiv "the reclining Buddha" som er 46 meter lang og 15 meter høj og illusterer Buddha der passerer Nirvarna (Buddhas død). Inden vi skulle hjem var vi forbi en shop, hvor jeg købte en stor sort Buddha figur.
Jeg tog med min farfar hjem til min far, hvor jeg overnattede. Idag tog Dew, farfar, far og jeg ud til en munk. Vi kom ind til munken der sad bad et skrivebord i et lokale fyldt med billeder af de royale og en masse religiøse billeder. Han sad og smilte og snakkede lidt thai med Dew, han skulle lige finde ud af hvordan vi var i familie alle sammen. Man kan give munken ens fødselsdagsdato, måned og år og dag, og så kan han fortælle lidt om en. Han fik mit, og han sagde at jeg havde et følsomt hjerte, men var god til at tale pænt til folk. Jeg var god til mit arbejde, og jeg skulle gøre meget ud af at tale, for det ville gøre mig rigtig godt på min arbejdsplads. Og jeg havde en god kærlighed :)
Dew spurgte så hvad Michael -min kærestes numre var, og det fik han. Han sagde at vi passede godt sammen og aldrig skændtes. Han var en god kæreste, men jeg skulle blive med ham til jeg var 27, og hvis vi stadig var sammen burde jeg gifte mig med ham. Men hvis vi ikke gjorde det der, skulle jeg vente til jeg var 30. Men vi passede godt sammen :) Så det var da meget heldigt når nu det er ham jeg gerne vil være sammen med.
Det kan godt være at man ikke tror på det, men da vi nåede til min farfar spurgte han hvorfor hans kone ikke var med, og inden han nåede at svare, fortalte munken at hun havde et dårligt knæ. Faktisk har min farmor fået et helt nyt knæ -som det går fint med, og et halvt nyt knæ i det andet ben, som det ikke går så godt med. Så det var jo helt korrekt, og så kan man jo så lægge i det som man vil ;)
Til sidst sad vi alle i bedestilling med hænderne foldet foran hovedet (som man også gør når man hilser), og munken sad og hældte vielsesvand over os mens han sagde en masse jeg ik forstod.
Min Buddha figur er også blevet velsignet af munken. Han tog min figur, og for at Buddha skal blive derinde skulle den velsignes. Han sad og bad for figuren mens han tegnede på den. Så nu er min sorte Buddha firgir dekoreret med hvide streger :)
Jeg er nu taget retur til Huai Kwang hvor jeg bor og skal have varm kakao og cupcakes med nogen af pigerne senere :)
Jeg elsker at være her, men glæder mig betstemt også til at komme hjem. Nu begynder hjemveen at trække i mig :)
Igår tog min farfar og jeg en tur ud i Bangkok for at se de to største templer - Wat Phra Kaew (også kendt som the Temple of the Emerald Bhudda) hvor Grand palace også er, og Wat Pho. (Wat betyder tempel på thai).
Wat Phra Kaew blev indviet i 1782, og er nu et af Bangkoks største turist attraktioner. Der er mere end 100 bygninger, og de er alle dekoreret ned til mindste detalje. Nogle er forgyldt, mens andre er dekoreret med diverse figurer.
Jeg havde fået at vide at man skulle være tildækket, med arme og ben og lukkede sko, og det havde jeg også gjort. Men man måtte åbenbart ikke have leggins på, og jeg måtte ind og låne en thailandsk nederdel til at tage udenover (Jeg havde det pænt varmt!), men det var nu meget spændende at komme ind og se templet og de mange bygninger. Så kan jeg da sige at jeg har været der :)
Vi tog til Wat Pho som er Bangkoks største tempel. Det er her elite massøerne bliver uddannet, og der er den største ansamling af Buddha figurer, inklusiv "the reclining Buddha" som er 46 meter lang og 15 meter høj og illusterer Buddha der passerer Nirvarna (Buddhas død). Inden vi skulle hjem var vi forbi en shop, hvor jeg købte en stor sort Buddha figur.
Jeg tog med min farfar hjem til min far, hvor jeg overnattede. Idag tog Dew, farfar, far og jeg ud til en munk. Vi kom ind til munken der sad bad et skrivebord i et lokale fyldt med billeder af de royale og en masse religiøse billeder. Han sad og smilte og snakkede lidt thai med Dew, han skulle lige finde ud af hvordan vi var i familie alle sammen. Man kan give munken ens fødselsdagsdato, måned og år og dag, og så kan han fortælle lidt om en. Han fik mit, og han sagde at jeg havde et følsomt hjerte, men var god til at tale pænt til folk. Jeg var god til mit arbejde, og jeg skulle gøre meget ud af at tale, for det ville gøre mig rigtig godt på min arbejdsplads. Og jeg havde en god kærlighed :)
Dew spurgte så hvad Michael -min kærestes numre var, og det fik han. Han sagde at vi passede godt sammen og aldrig skændtes. Han var en god kæreste, men jeg skulle blive med ham til jeg var 27, og hvis vi stadig var sammen burde jeg gifte mig med ham. Men hvis vi ikke gjorde det der, skulle jeg vente til jeg var 30. Men vi passede godt sammen :) Så det var da meget heldigt når nu det er ham jeg gerne vil være sammen med.
Det kan godt være at man ikke tror på det, men da vi nåede til min farfar spurgte han hvorfor hans kone ikke var med, og inden han nåede at svare, fortalte munken at hun havde et dårligt knæ. Faktisk har min farmor fået et helt nyt knæ -som det går fint med, og et halvt nyt knæ i det andet ben, som det ikke går så godt med. Så det var jo helt korrekt, og så kan man jo så lægge i det som man vil ;)
Til sidst sad vi alle i bedestilling med hænderne foldet foran hovedet (som man også gør når man hilser), og munken sad og hældte vielsesvand over os mens han sagde en masse jeg ik forstod.
Min Buddha figur er også blevet velsignet af munken. Han tog min figur, og for at Buddha skal blive derinde skulle den velsignes. Han sad og bad for figuren mens han tegnede på den. Så nu er min sorte Buddha firgir dekoreret med hvide streger :)
Jeg er nu taget retur til Huai Kwang hvor jeg bor og skal have varm kakao og cupcakes med nogen af pigerne senere :)
Jeg elsker at være her, men glæder mig betstemt også til at komme hjem. Nu begynder hjemveen at trække i mig :)
mandag den 3. oktober 2011
Børnehjem, elefanttur, Hua Hin og hverdagen!
Så er de første to måneder snart gået for mig her i Thailand (d.10 oktober). Jeg har ikke fået opdateret så meget på bloggen, så jeg vil prøve at beskrive de største higlights hernede fra :)
Signe som jeg bor sammen med har for 5 år siden arbejdet frivilligt for to børnehjem oppe i nordøst Thailand (også kaldt Isan området). Så Signe, Lærke, Sofie og jeg tog afsted en torsdag aften hen til banegården i Bangkok, hvor Signe og Sofie havde købt billet til forinden. Vi skulle med nattoget op til Udun Thani, og vi tog afsted kl.19, og var der næste dag kl 10 ca. Der var ca. 600 km dertil (men togene kører ikke stærkt her i Thailand, og de følger slet ikke togplanen, vi var der ca. 3 timer senere end planen fortalte. Men det går jo nok når man ikke skal nå noget :) Det var en rigtig hyggeligt tur, og nattoget foregår således at de sæder man sidder på bliver lavet om til senge, hvor man så ligger én i en seng. Så det ligner en køjeseng. Man ligger og gynger lidt fra side til side, og thai personalet kommer forbi og råber om man vil købe morgenmad til næste dag, kaffe og the osv, og når man skal på toilettet er der et hul direkte ned til skinnerne. Men ja, der er nu en vis charme ved at opleve den primitive del af Thailand. Man kan også tage fly, men det koster også meget mere. Vi gav 700 bath for en togbillet ( ca. 120 kr).
Da vi kom til Udun Thani, var der meget meget stille i forhold til hvad vi er blevet vant med i Bangkok. Fyrene på gaden gloede meget betænksomt efter os, og nogle kom også med kommentarer og til"råb". De er ikke vant til "fawlang" kvinder heroppe, men der var derimod et overtal af hvide mænd der enten havde åbnet en restaurant eller bar og var gift med en Isan thai kvinde.
Vi fandt os et hotel af booke os ind på, fik skiftet tøj og tog ud til det første børnehjem. Der var børn fra babyalderen og op til ca.12 år. Dog blev drengebørnene rykket når de var 6 år, til et andet børnehjem. Vi havde været ude at besøge den kvinde somm Signe boede hos på daværende tidspunkt, og hun sendte en af sine medarbjedere ud for at købe meloner til børnene vi kunne tage med og give dem. De små børn blev rigtig glade. Det var dog lidt tragisk da mange børn i Thailand er HIV smittet, og folk vil derfor ikke adoptere dem. Det betyder at de har en fremtid på børnehjem, og måske gaden derefter hvis de ikke kommer igang med en uddannelse eller lign. De større børn synes det var meeega sjovt at vi kom, og de hang på os sådan ca 4 børn på en gang.. De ville slet ikke give slip igen. Da vi kom til babyerne, fik jeg nu lidt ondt i hjertet. Nogle af børnene var rigtig rigtig syge. De havde feber, ville ikke spise og græd rigtig meget. En af drengene udviste direkte symptomer på smerte, ved at skære ansigt, og når han hostede kunne man se at det gjorde rigtig ondt. Vi spurgte hende der arbejdede der om de ikke skulle på hospitalet, hvortil hun svarer "sabai sabai" = det er fint fint.. Da man kørte væk derfra var der godt nok en masse tanker der fløj gennem hovedet, og hvor utaknemmelig man nogen gange kan være i DK, i forhold til hvilke kår nogle mennesker vokser op under her.
Om aftenen gik vi ud og fik en øl på en bar. Sofie og jeg ville ikke hjem efter den ene øl, så vi blev og festede lidt mere. Ved baren ved siden af os var der en hvid mand der gik heeeelt amok med at danse med en masse thai piger.. Det sjoveste ved det hele var, at en af de "kvinder" havde en bule i trussen, så hvis han tog med hjem tror jeg han ville føle sig godt og grundig snydt -så det havde vi nu meget sjov med at kigge på engang imellem... Da de lukkede baren kl 1, var der to barpiger tilbage. Vi spurgte om de ikke ville med i byen, og det ville de gerne. Så vi hoppede 4 tøser op på en scooter og kørte hen til en thai club 5 min væk. Konceptet ved en thai club er at der stort set kun er thaier, og så er der en kæmpe scene hvor der bliver fyret thai live musik af. Det var en rigtig sjov aften -og dog lige indtil vi bad den ene pige bestille hvad de nu end plejer at drikke her.. Åh jo så kom der whisky på bordet, men ikke med cola.. men med danskvand og kildevand i.. BVDR! Det drikker jeg aldrig igen, men det slår godt! Da vi havde været der i et par timer lukkede det også, og da vi skulle hjem begyndte hende den ene barpige at græde.. vi blev helt mærkelige, og ku ik forstå hvorfor hun græd. Hun forklarede så at hun synes det havde været så hyggelligt og hun ville ikke sige farvel. Vi sagde til hende at vi måske ville komme igen, og fik hendes nr. Men vi skrev aldrig til hende, for Udun Thani er ikke lige det sted man kommer allermest når man er i Thailand.
Næste dag tog vi ud på det næste børnehjem. Dette børnehjem var bygget op af missionærer (katolske nonner fra hele verden). Der var kun drengebørn, og alderen var ca 10 - 18 år. Det specielle ved dette børnehjem var at alle drengene havde HIV. Så de kunne ikke adopteres. En af drengene var fundet ude i en skov da han var ca. 3 år, hvor han havde overlevet ved at leve som et dyr, gå på alle fire og spise hvad han kunne finde. Det er helt utroligt hvordan man kan overleve det. Han var også ret speciel. De kunne bo på hjemmet hvis de fulgte med i skolen, lavede lektier og opførte sig ordentligt. Hvis ikke, blev de smidt ud. De får betalt deres medicin mens de bor der, men vælger de nu fx. at gå er der ingen til at betale deres medicin, og så lever man ikke i mange år. Så missionærerne gjorde meget ud af at fortælle dem at det var vigtigt at få sig et godt job eller uddannelse så de kunne betale for deres medicin i fremtiden.
Det var egentlig dét vi oplevede i Udun Thani udover endnu et aften marked hvor vi kiggede og shoppede lidt, og så tog vi nattoget tilbage til Bangkok lørdag aften, og var der søndag formiddag.
Weekenden efter var vi i Kanchanaburi, som ligger ca 200 km vest fra Bangkok. To af pigerne havde været inde på Kao San Road og købe billetter for os alle sammen til den tur vi skulle på som indeholdt: Sight seing ved "The bridge over the River Kwai" også kaldt "The Death Railway Bridge. The memorial of world war 2.", nogle kender måske broen fordi der er lavet en film over den. Det er en bro der blev bygget i 2.verdenskrig, af engelske og thailandske krigsfanger af beordring fra den Japanske hær. Broen blev bombet og mange krigsfanger døde, enten pga. sprængning eller underernæring og dehydrering. Vi blev kørt hen til broen i minivan, og vi fik lov at gå over den (turist attraktion). Vi kørte videre derfra og hen til en lille togstation, hvor vi kunne køre med et meget gammelt tog gennem "death railway" og samtidig se på den flotte flod - river kwai og se naturen op ad bjergene. Nu er jeg ikke lige så meget til historie, men mange af tingene synes jeg nu var meget interessante og imponerende.
Vi blev derfra kørt ud til det sted hvor vi skulle sove. Vi gik ned ad en meget stejl trappe, og ned på en tømmerflåde (en meget stor), hvor der var bygget huse og restaurant på. Der var frokosten allerede lavet, så vi kunne få noget at spise. Vi sluttede aftenen med en gang karaoke. Og ja jeg kan ikke synge, men jeg havde det mega sjovt sammen med alle de andre piger :D
Vi blev spurgt om vi ville ud at bade med elefanter næste dag, for et ekstra beløb på 500 bath, og dét ville jeg rigtig gerne prøve. Så da vi vågnede næste dag var det ud til elefanterne.. Vi kom ned i en lille båd og blev kørt ud til en lille bitte tømmerflåde, man lige kunne stå på. Så kom der 4 kæmpe og en lille bitte babyelefant spadserende ned ad skranten, uden at være bundet fast eller lig. Ovenpå sad der små thai mænd til at styre dem. De gik ned i vandet, og så skulle vi ellers op på de der dyr to og to. Det er i hvert fald en af de gange jeg har været aller mest bange i hele mit liv tror jeg. Havde totalt nøjeren over at skulle op på det KÆMPE dyr der bare lå nede i vandet. Meeen, jeg kom op ved at træde op på hovedet og svinge mig om så jeg sad lige bag ørene, og så var der et reb rundt om elefanten man ku holde ved. Så badede elefanten rundt, og ned og op ad vandet.. Mit hjerte haaaaamrede bare afsted, og Nora der sad bag mig faldt af (som mange andre også gjorde).. Nora og jeg gik af før de andre, vi synes simpelthen det var liiidt for nøjeren det der :D havde vildt ondt i mine lår bagefter fordi jeg havde spændt så meget for ikk at falde af - for var vildt bange for at den skulle trampe ovenpå mig hvis jeg faldt af. Men alle kom heldigvis op uden de store skrammer, men et par blå mærker :) Bagefter var vi på "bamboo rafting".. vi sad på en tømmerflåde, der blev kørt mod strømmen af en båd, og så blev vi koblet fra båden og drivede langs floden tilbage, det var en meget flot og hyggelig og stille tur -det var meget dejligt efter det elefant halløj :) Der er ikk meget Rambo i mig har jeg fundet ud af.. ;)
Da vi kom tilbage fik vi en øl, og så ville vi på lidt eventyr. Vi havde set en træ hængebro der hang over floden som vi gerne ville over. Så vi gik over broen, igen gik der lidt neurotisk grisling i mig, men jeg kom over! Lærke begyndte at svinge med broen og så LØB jeg... jeg skulle ik risikere at hænge og dingle ned over floden.. og den så ikke alt for sikker ud den bro. Vi gik blandt banan plantager og andre marker, og kunne høre at der var en ceremoni i et tempel. Vi vurderede at der ik var så langt og gik igennem en mark for at komme dertil. Og der gik munke rundt og bad, og inde i templet var der en stor ceremoni. Munke må ikke tale med kvinder, så vi vidste ikke om vi måtte være der, men vi blev også kun i et par minutter og så gik vi tilbage igen.
Vi var også ude at se vandfald, ikke langt derfra, som var en del af turen. Det var rigtig hyggeligt, og der var mange thai børn derude og bade også.. Vi var også oppe at ride på elefanterne på de der sæder der er spændt fast på. Vi fik så fede dorit elefanten der synes den skulle æde konstant, så vi kom ind i træerne når den skulle ha noget bambus osv.. Der blev ikke taget meget hensyn til os opppe på ryggen :) men det var meget sjovt. Vi kørte op i tigertemplet på vejen hjem.. jeg og Lærke købte dog ikke billet til det, så vi sad og ventede udenfor mens de andre var derinde. Jeg synes det er synd at man behandler dyr på den måde, at de skal gå rundt med lænker, så det var ikke noget jeg havde lyst til at bidrage yderligere til. Om aftenen var vi hjemme igen :)
Midt på ugen døde min morfar desværre.. Så jeg besluttede at jeg gerne ville hjem. Jeg snakkede med Gauda som jeg har købt min rejse -og sygeforsikring hos, og de fik arrangeret to stk billetter til mig omkostningsfrit, så det kunne ikke være bedre servise.. Så fra d.22 - 26/9 var jeg hjemme i Danmark. Det var lidt med blandede følelser, for selvfølgelig er en begravelse aldrig sjov, men jeg var glad for at jeg kom hjem og fik det afsluttet godt med familien, og jeg fik set min kæreste, papdreng, hund og familie og venner. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage tilbage til Bangkok, men jeg nåede også at få et par dejlige dage hjemme, og da jeg kom tilbage fik jeg knus af pigerne, så det var alligevel en dejlig varm velkomst :)
Jeg er her igår hjemvendt fra en tur sydpå med min far, Dew og hendes to børn -og så min farfar som har taget den lange rejse til Thailand hvor han blir i 14 dage. Det var en rigtig rigtig hyggeligt tur :) De bestilte en minivan så vi kunne køre til Hua Hin. Er ikke helt klar over hvor langt det er fra Bangkok, men det tog ca.3 timer at køre dertil. Det ligger syd for bangkok, og er en kyst/havneby. Vi var der kl 17, og gik ud og fik noget mad, og jeg fik købt lidt ting på markedet til vores hjem i DK, og så var vi ude for at spille pool og få en drink i bar området, far og Dew og børnene tog hjem før farfar og jeg, og vi fik hygget med noget snak og en drink. Om morgenen tog vi til stranden, hvor solen virkelig bagte, så var glad for at jeg havde fået sun blocker på. Vi chekkede ud ved 1 tiden og kørte op til en tempel og "woman in the tree". Det er en kvinde som buddister tror på. En kvindelig ånd der bor inde i et træ. Man tænder røgelse og giver en blomst til hende, og så kan man sidde ned og rasle et bæger hvor der er en masse pinde i hvor alle har et nummer. Når en pind ryger ud, kan man så se på det og gå hen til en tavle hvor man finder sit nummer, og så står der en beskrivelse af hvad det betyder for en. Jeg fik nummer 25, og til den stod der:
"Good lucks gradually approaching. Just like building a bridge, difficult first but happy later. Your lover is a rich widow and a good match. Health is excellent."
Så den var jo rigtig god, og så er det jo op til én selv hvor meget man vil lægge i den. Men thaierne tror og lever 100% efter det.
Efter templet, kørte vi til det flydende marked. Og der var madboder overalt. Vi tog en tur rundt i floden, og fik set det fra den anden side. Thai folk sidder og sælger mad og diverse ting fra bådene, og da vi kom længere ud kunne vi se hvordan de boede langs floden, nogle meget primitivt, mens andre boede meget meget smukt. Vi var hjemme igen ved 22 tiden, og det var en rigtig dejlig tur, så man igen kunne være klar til hverdagen på hospitalet :)
På hospitalet hvor jeg er praktik, har jeg nu afsluttet obsterisk afdeling (barselsgangen), hvor jeg har fået indprintet den grundlæggende pleje i forhold til observation af hud, slimhinder, tage temperatur, blodtryk og pleje af moderen der har født (post partum). I forhold til babyerne har vi lært at observere det nyfødte barns reflekser, motorik (bevægelse), og lært at bade dem efter thailandske retningslinier -som ikke helt er det samme som i Danmark. Det jeg har fået ud af det fagligt, har været at sammenligne med de danske procedure og forholde mig kritisk til hvad de gør i Thailand. Der er ikke meget avanceret sygepleje på en obstetrisk afdeling :)
Vi havde derefter en dag på gynækologisk operationsgang, hvor vi fik lov at se et kejsersnit med tvillinger. Vi var 24 personaler på stuen, hvoraf 6 af os var studerende (sygeplejerske og medicin studerende). Jeg må indrømme at da de først havde skåret snittet -og som man så gør, river hullet op, så begyndte det at svimle og sortne lidt for øjenene, og jeg måtte lige ud i 5 minutter, før jeg kunne komme ind igen. Men da de små liv først var kommet til verden og sygeplejersken gik ind til den stolte far og viste dem frem, så kom der tårer frem i øjenkrogen. Det var helt fantastisk at se hvor stolt en far kan være.
Bagefter kom vi ind og se en operation der hedder hysterektomi, det er hvor man fjerner livmoderen. Kvinden havde en godartet svulst i livmoderen, men den blev fjernet alligevel.
Nu er jeg kommet på gynækologisk sengeafdeling, hvor ca halvdelen af patienterne har cancer. Det er meget spændende at læse om, men praktisk er vi lidt begrænsede pga. vores kommunikation, så vi får lov at seponerer kateder og give IV (intravenøs) medicin.
Selve opholdet hernede har jeg egentlig vænnet mig til nu. Det er en fantastisk måde at tage en praktik på. Men det er også blevet hverdag hernede, så det er de kulturelle forskelle man møder i hverdagen der stadig gør det værd at være her, til trods for den hjemve der kommer engang imellem. Jeg kan rigtig godt li at være her, men er samtidig nået til den konklusion at jeg ikke ville kunne bo i udlandet permanent og at jeg ikke kan være så langt væk, i så lang tid fra dem jeg holder af derhjemme :) jeg glæder mig til min hverdag, til at komme på arbejde, og til at komme i praktik på OUH og tale dansk og komme rundt om hele patienten igen. Det er meget observationsstudie, så man bliver nødt til at læse rigtig meget for at få noget ud af det hernede. Men ellers går det overordnet godt, og jeg ser nu frem til at min kæreste og hans forældre kommer om en måned og jeg kan rejse rundt i Thailand og være turist igen ;)
Signe som jeg bor sammen med har for 5 år siden arbejdet frivilligt for to børnehjem oppe i nordøst Thailand (også kaldt Isan området). Så Signe, Lærke, Sofie og jeg tog afsted en torsdag aften hen til banegården i Bangkok, hvor Signe og Sofie havde købt billet til forinden. Vi skulle med nattoget op til Udun Thani, og vi tog afsted kl.19, og var der næste dag kl 10 ca. Der var ca. 600 km dertil (men togene kører ikke stærkt her i Thailand, og de følger slet ikke togplanen, vi var der ca. 3 timer senere end planen fortalte. Men det går jo nok når man ikke skal nå noget :) Det var en rigtig hyggeligt tur, og nattoget foregår således at de sæder man sidder på bliver lavet om til senge, hvor man så ligger én i en seng. Så det ligner en køjeseng. Man ligger og gynger lidt fra side til side, og thai personalet kommer forbi og råber om man vil købe morgenmad til næste dag, kaffe og the osv, og når man skal på toilettet er der et hul direkte ned til skinnerne. Men ja, der er nu en vis charme ved at opleve den primitive del af Thailand. Man kan også tage fly, men det koster også meget mere. Vi gav 700 bath for en togbillet ( ca. 120 kr).
Da vi kom til Udun Thani, var der meget meget stille i forhold til hvad vi er blevet vant med i Bangkok. Fyrene på gaden gloede meget betænksomt efter os, og nogle kom også med kommentarer og til"råb". De er ikke vant til "fawlang" kvinder heroppe, men der var derimod et overtal af hvide mænd der enten havde åbnet en restaurant eller bar og var gift med en Isan thai kvinde.
Vi fandt os et hotel af booke os ind på, fik skiftet tøj og tog ud til det første børnehjem. Der var børn fra babyalderen og op til ca.12 år. Dog blev drengebørnene rykket når de var 6 år, til et andet børnehjem. Vi havde været ude at besøge den kvinde somm Signe boede hos på daværende tidspunkt, og hun sendte en af sine medarbjedere ud for at købe meloner til børnene vi kunne tage med og give dem. De små børn blev rigtig glade. Det var dog lidt tragisk da mange børn i Thailand er HIV smittet, og folk vil derfor ikke adoptere dem. Det betyder at de har en fremtid på børnehjem, og måske gaden derefter hvis de ikke kommer igang med en uddannelse eller lign. De større børn synes det var meeega sjovt at vi kom, og de hang på os sådan ca 4 børn på en gang.. De ville slet ikke give slip igen. Da vi kom til babyerne, fik jeg nu lidt ondt i hjertet. Nogle af børnene var rigtig rigtig syge. De havde feber, ville ikke spise og græd rigtig meget. En af drengene udviste direkte symptomer på smerte, ved at skære ansigt, og når han hostede kunne man se at det gjorde rigtig ondt. Vi spurgte hende der arbejdede der om de ikke skulle på hospitalet, hvortil hun svarer "sabai sabai" = det er fint fint.. Da man kørte væk derfra var der godt nok en masse tanker der fløj gennem hovedet, og hvor utaknemmelig man nogen gange kan være i DK, i forhold til hvilke kår nogle mennesker vokser op under her.
Om aftenen gik vi ud og fik en øl på en bar. Sofie og jeg ville ikke hjem efter den ene øl, så vi blev og festede lidt mere. Ved baren ved siden af os var der en hvid mand der gik heeeelt amok med at danse med en masse thai piger.. Det sjoveste ved det hele var, at en af de "kvinder" havde en bule i trussen, så hvis han tog med hjem tror jeg han ville føle sig godt og grundig snydt -så det havde vi nu meget sjov med at kigge på engang imellem... Da de lukkede baren kl 1, var der to barpiger tilbage. Vi spurgte om de ikke ville med i byen, og det ville de gerne. Så vi hoppede 4 tøser op på en scooter og kørte hen til en thai club 5 min væk. Konceptet ved en thai club er at der stort set kun er thaier, og så er der en kæmpe scene hvor der bliver fyret thai live musik af. Det var en rigtig sjov aften -og dog lige indtil vi bad den ene pige bestille hvad de nu end plejer at drikke her.. Åh jo så kom der whisky på bordet, men ikke med cola.. men med danskvand og kildevand i.. BVDR! Det drikker jeg aldrig igen, men det slår godt! Da vi havde været der i et par timer lukkede det også, og da vi skulle hjem begyndte hende den ene barpige at græde.. vi blev helt mærkelige, og ku ik forstå hvorfor hun græd. Hun forklarede så at hun synes det havde været så hyggelligt og hun ville ikke sige farvel. Vi sagde til hende at vi måske ville komme igen, og fik hendes nr. Men vi skrev aldrig til hende, for Udun Thani er ikke lige det sted man kommer allermest når man er i Thailand.
Næste dag tog vi ud på det næste børnehjem. Dette børnehjem var bygget op af missionærer (katolske nonner fra hele verden). Der var kun drengebørn, og alderen var ca 10 - 18 år. Det specielle ved dette børnehjem var at alle drengene havde HIV. Så de kunne ikke adopteres. En af drengene var fundet ude i en skov da han var ca. 3 år, hvor han havde overlevet ved at leve som et dyr, gå på alle fire og spise hvad han kunne finde. Det er helt utroligt hvordan man kan overleve det. Han var også ret speciel. De kunne bo på hjemmet hvis de fulgte med i skolen, lavede lektier og opførte sig ordentligt. Hvis ikke, blev de smidt ud. De får betalt deres medicin mens de bor der, men vælger de nu fx. at gå er der ingen til at betale deres medicin, og så lever man ikke i mange år. Så missionærerne gjorde meget ud af at fortælle dem at det var vigtigt at få sig et godt job eller uddannelse så de kunne betale for deres medicin i fremtiden.
Det var egentlig dét vi oplevede i Udun Thani udover endnu et aften marked hvor vi kiggede og shoppede lidt, og så tog vi nattoget tilbage til Bangkok lørdag aften, og var der søndag formiddag.
Weekenden efter var vi i Kanchanaburi, som ligger ca 200 km vest fra Bangkok. To af pigerne havde været inde på Kao San Road og købe billetter for os alle sammen til den tur vi skulle på som indeholdt: Sight seing ved "The bridge over the River Kwai" også kaldt "The Death Railway Bridge. The memorial of world war 2.", nogle kender måske broen fordi der er lavet en film over den. Det er en bro der blev bygget i 2.verdenskrig, af engelske og thailandske krigsfanger af beordring fra den Japanske hær. Broen blev bombet og mange krigsfanger døde, enten pga. sprængning eller underernæring og dehydrering. Vi blev kørt hen til broen i minivan, og vi fik lov at gå over den (turist attraktion). Vi kørte videre derfra og hen til en lille togstation, hvor vi kunne køre med et meget gammelt tog gennem "death railway" og samtidig se på den flotte flod - river kwai og se naturen op ad bjergene. Nu er jeg ikke lige så meget til historie, men mange af tingene synes jeg nu var meget interessante og imponerende.
Vi blev derfra kørt ud til det sted hvor vi skulle sove. Vi gik ned ad en meget stejl trappe, og ned på en tømmerflåde (en meget stor), hvor der var bygget huse og restaurant på. Der var frokosten allerede lavet, så vi kunne få noget at spise. Vi sluttede aftenen med en gang karaoke. Og ja jeg kan ikke synge, men jeg havde det mega sjovt sammen med alle de andre piger :D
Vi blev spurgt om vi ville ud at bade med elefanter næste dag, for et ekstra beløb på 500 bath, og dét ville jeg rigtig gerne prøve. Så da vi vågnede næste dag var det ud til elefanterne.. Vi kom ned i en lille båd og blev kørt ud til en lille bitte tømmerflåde, man lige kunne stå på. Så kom der 4 kæmpe og en lille bitte babyelefant spadserende ned ad skranten, uden at være bundet fast eller lig. Ovenpå sad der små thai mænd til at styre dem. De gik ned i vandet, og så skulle vi ellers op på de der dyr to og to. Det er i hvert fald en af de gange jeg har været aller mest bange i hele mit liv tror jeg. Havde totalt nøjeren over at skulle op på det KÆMPE dyr der bare lå nede i vandet. Meeen, jeg kom op ved at træde op på hovedet og svinge mig om så jeg sad lige bag ørene, og så var der et reb rundt om elefanten man ku holde ved. Så badede elefanten rundt, og ned og op ad vandet.. Mit hjerte haaaaamrede bare afsted, og Nora der sad bag mig faldt af (som mange andre også gjorde).. Nora og jeg gik af før de andre, vi synes simpelthen det var liiidt for nøjeren det der :D havde vildt ondt i mine lår bagefter fordi jeg havde spændt så meget for ikk at falde af - for var vildt bange for at den skulle trampe ovenpå mig hvis jeg faldt af. Men alle kom heldigvis op uden de store skrammer, men et par blå mærker :) Bagefter var vi på "bamboo rafting".. vi sad på en tømmerflåde, der blev kørt mod strømmen af en båd, og så blev vi koblet fra båden og drivede langs floden tilbage, det var en meget flot og hyggelig og stille tur -det var meget dejligt efter det elefant halløj :) Der er ikk meget Rambo i mig har jeg fundet ud af.. ;)
Da vi kom tilbage fik vi en øl, og så ville vi på lidt eventyr. Vi havde set en træ hængebro der hang over floden som vi gerne ville over. Så vi gik over broen, igen gik der lidt neurotisk grisling i mig, men jeg kom over! Lærke begyndte at svinge med broen og så LØB jeg... jeg skulle ik risikere at hænge og dingle ned over floden.. og den så ikke alt for sikker ud den bro. Vi gik blandt banan plantager og andre marker, og kunne høre at der var en ceremoni i et tempel. Vi vurderede at der ik var så langt og gik igennem en mark for at komme dertil. Og der gik munke rundt og bad, og inde i templet var der en stor ceremoni. Munke må ikke tale med kvinder, så vi vidste ikke om vi måtte være der, men vi blev også kun i et par minutter og så gik vi tilbage igen.
Vi var også ude at se vandfald, ikke langt derfra, som var en del af turen. Det var rigtig hyggeligt, og der var mange thai børn derude og bade også.. Vi var også oppe at ride på elefanterne på de der sæder der er spændt fast på. Vi fik så fede dorit elefanten der synes den skulle æde konstant, så vi kom ind i træerne når den skulle ha noget bambus osv.. Der blev ikke taget meget hensyn til os opppe på ryggen :) men det var meget sjovt. Vi kørte op i tigertemplet på vejen hjem.. jeg og Lærke købte dog ikke billet til det, så vi sad og ventede udenfor mens de andre var derinde. Jeg synes det er synd at man behandler dyr på den måde, at de skal gå rundt med lænker, så det var ikke noget jeg havde lyst til at bidrage yderligere til. Om aftenen var vi hjemme igen :)
Midt på ugen døde min morfar desværre.. Så jeg besluttede at jeg gerne ville hjem. Jeg snakkede med Gauda som jeg har købt min rejse -og sygeforsikring hos, og de fik arrangeret to stk billetter til mig omkostningsfrit, så det kunne ikke være bedre servise.. Så fra d.22 - 26/9 var jeg hjemme i Danmark. Det var lidt med blandede følelser, for selvfølgelig er en begravelse aldrig sjov, men jeg var glad for at jeg kom hjem og fik det afsluttet godt med familien, og jeg fik set min kæreste, papdreng, hund og familie og venner. Jeg havde absolut ikke lyst til at tage tilbage til Bangkok, men jeg nåede også at få et par dejlige dage hjemme, og da jeg kom tilbage fik jeg knus af pigerne, så det var alligevel en dejlig varm velkomst :)
Jeg er her igår hjemvendt fra en tur sydpå med min far, Dew og hendes to børn -og så min farfar som har taget den lange rejse til Thailand hvor han blir i 14 dage. Det var en rigtig rigtig hyggeligt tur :) De bestilte en minivan så vi kunne køre til Hua Hin. Er ikke helt klar over hvor langt det er fra Bangkok, men det tog ca.3 timer at køre dertil. Det ligger syd for bangkok, og er en kyst/havneby. Vi var der kl 17, og gik ud og fik noget mad, og jeg fik købt lidt ting på markedet til vores hjem i DK, og så var vi ude for at spille pool og få en drink i bar området, far og Dew og børnene tog hjem før farfar og jeg, og vi fik hygget med noget snak og en drink. Om morgenen tog vi til stranden, hvor solen virkelig bagte, så var glad for at jeg havde fået sun blocker på. Vi chekkede ud ved 1 tiden og kørte op til en tempel og "woman in the tree". Det er en kvinde som buddister tror på. En kvindelig ånd der bor inde i et træ. Man tænder røgelse og giver en blomst til hende, og så kan man sidde ned og rasle et bæger hvor der er en masse pinde i hvor alle har et nummer. Når en pind ryger ud, kan man så se på det og gå hen til en tavle hvor man finder sit nummer, og så står der en beskrivelse af hvad det betyder for en. Jeg fik nummer 25, og til den stod der:
"Good lucks gradually approaching. Just like building a bridge, difficult first but happy later. Your lover is a rich widow and a good match. Health is excellent."
Så den var jo rigtig god, og så er det jo op til én selv hvor meget man vil lægge i den. Men thaierne tror og lever 100% efter det.
Efter templet, kørte vi til det flydende marked. Og der var madboder overalt. Vi tog en tur rundt i floden, og fik set det fra den anden side. Thai folk sidder og sælger mad og diverse ting fra bådene, og da vi kom længere ud kunne vi se hvordan de boede langs floden, nogle meget primitivt, mens andre boede meget meget smukt. Vi var hjemme igen ved 22 tiden, og det var en rigtig dejlig tur, så man igen kunne være klar til hverdagen på hospitalet :)
På hospitalet hvor jeg er praktik, har jeg nu afsluttet obsterisk afdeling (barselsgangen), hvor jeg har fået indprintet den grundlæggende pleje i forhold til observation af hud, slimhinder, tage temperatur, blodtryk og pleje af moderen der har født (post partum). I forhold til babyerne har vi lært at observere det nyfødte barns reflekser, motorik (bevægelse), og lært at bade dem efter thailandske retningslinier -som ikke helt er det samme som i Danmark. Det jeg har fået ud af det fagligt, har været at sammenligne med de danske procedure og forholde mig kritisk til hvad de gør i Thailand. Der er ikke meget avanceret sygepleje på en obstetrisk afdeling :)
Vi havde derefter en dag på gynækologisk operationsgang, hvor vi fik lov at se et kejsersnit med tvillinger. Vi var 24 personaler på stuen, hvoraf 6 af os var studerende (sygeplejerske og medicin studerende). Jeg må indrømme at da de først havde skåret snittet -og som man så gør, river hullet op, så begyndte det at svimle og sortne lidt for øjenene, og jeg måtte lige ud i 5 minutter, før jeg kunne komme ind igen. Men da de små liv først var kommet til verden og sygeplejersken gik ind til den stolte far og viste dem frem, så kom der tårer frem i øjenkrogen. Det var helt fantastisk at se hvor stolt en far kan være.
Bagefter kom vi ind og se en operation der hedder hysterektomi, det er hvor man fjerner livmoderen. Kvinden havde en godartet svulst i livmoderen, men den blev fjernet alligevel.
Nu er jeg kommet på gynækologisk sengeafdeling, hvor ca halvdelen af patienterne har cancer. Det er meget spændende at læse om, men praktisk er vi lidt begrænsede pga. vores kommunikation, så vi får lov at seponerer kateder og give IV (intravenøs) medicin.
Selve opholdet hernede har jeg egentlig vænnet mig til nu. Det er en fantastisk måde at tage en praktik på. Men det er også blevet hverdag hernede, så det er de kulturelle forskelle man møder i hverdagen der stadig gør det værd at være her, til trods for den hjemve der kommer engang imellem. Jeg kan rigtig godt li at være her, men er samtidig nået til den konklusion at jeg ikke ville kunne bo i udlandet permanent og at jeg ikke kan være så langt væk, i så lang tid fra dem jeg holder af derhjemme :) jeg glæder mig til min hverdag, til at komme på arbejde, og til at komme i praktik på OUH og tale dansk og komme rundt om hele patienten igen. Det er meget observationsstudie, så man bliver nødt til at læse rigtig meget for at få noget ud af det hernede. Men ellers går det overordnet godt, og jeg ser nu frem til at min kæreste og hans forældre kommer om en måned og jeg kan rejse rundt i Thailand og være turist igen ;)
Abonner på:
Opslag (Atom)